Et vandskræk forløb vendte op og ned på Karens vandskræk. Hun havde ikke altid været bange for vand, men en dag for mange år siden ville Karens bror lære hende at svømme. Det tog dog en uventet drejning og forvandlede Karens vandglæde til en traumatisk oplevelse. Læs den gribende beretning om den skæbnesvangre dag og hvordan det lykkedes Karen at overvinde sin vandskræk og blive en vandhund igen.

“Jeg holder dig”, sagde broren.

Men…sekundet efter slap han hende…hun fik hovedet under vand….panikken bredte sig…hun slugte vand og sprællede med arme og ben. Hun kæmpede for at komme op. Men det lykkedes ikke. Måske varede det kun få sekunder, men det føltes som en evighed. Hun var skrækslagen og troede, at hun skulle dø.

Endelig mærkede hun, at hendes mor greb fat i hendes arm og fik hende op til overfladen. Karen rystede i hele kroppen og græd, men hverken moren eller broren trøstede hende. Det eneste moren sagde var: “Så, så, der skete jo ikke noget”. Og så talte de ikke mere om det.

Vild med vand

Karen var syv år dengang og havde indtil da elsket at boltre sig i vandet, hvis hun vel at mærke havde en badering om sig. Hun ville så gerne lære at svømme og hendes storebror havde sagt, at han ville lære hende det. Det var dog ikke nødvendigt med baderingen, for han ville holde hende.

Broren holdt Karen om taljen til at starte med, så hun trygt kunne lægge sig på maven. Hun begyndte at lave svømmetag og broren opmuntrede hende til at fortsætte. Men så slap han hende…

Senfølger af traumet

Traumet sidder dybt i hende og har gjort, at hun har holdt sig langt væk fra svømmehaller og badestrande i mange år.

Nu er hun kommet til et punkt, hvor hun ikke kan holde ud at leve med den begrænsning. Med støtte fra sin nye kæreste, har hun besluttet at gøre noget ved det.

Karen kæmper med at holde tårerne tilbage og betror mig, at hun var lige ved at melde afbud til idag.

“Følelsen af, at min bror pludselig slap mig, var så chokerende for mig. Jeg følte et dybt svigt og det har betydet, at jeg har svært ved at få tillid til andre mennesker.”

Fra vandskræk til vandhund

Karen sukker og virker lettet over at have sluppet sit livs hemmelighed løs.

“Er du ok?”, spørger jeg. “Ja”. Jeg foreslår, at vi starter med at lave en åndedrætsøvelse, inden vi går ned i vandet. Det er Karen med på. Lidt efter smiler Karen og siger, at hun er klar til at gå i vandet.

Der er 1,30 meter i det bassin, vi går ned i. Jeg følger Karen, dér hvor hun er og lægger stor vægt på, at hun hele tiden føler sig tryg. Derfor er det vigtigt, at hun får al den støtte og hjælp, som hun har brug for. Blandt andet i form af redskaber og øvelser samt at hun undervejs får sat ord på de følelser og reaktioner, der dukker op.

Undervejs i dette vandskræk forløb bliver Karen fortrolig med at opholde sig i vandet. Hun har fået vendt sin vandskræk til en styrke og er blevet en vandhund igen.

Karens historie er desværre en klassiker. Igennem årene har jeg hjulpet rigtig mange mennesker, som på et eller andet tidspunkt har haft en lignende traumatisk oplevelse med vand.

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed

Indlægget Karen blev en vandhund igen blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Alt ånder fred og idyl set ude fra. Men går man tættere på den nordsjællandske folkeskole, opdager man en ridse hist og her. Ikke i selve bygningerne, for de har intet gjort. De er uskyldige.

Næ, det er blandt skolebørnene og lærerne, at der foregår noget, som ikke tåler dagens lys. Se med her, hvordan mobbere gør livet surt for en skolepige.

På besøg i 6. klasse

Det er netop ringet ud til spisefrikvarter og vi er kommet på besøg i 6. klasse. Klassen har lige haft dansk og de fleste elever bliver i klassen for at spise sin madpakke. Men ikke alle elever har madpakke med. I stedet for at spise, sidder eleverne uden madpakke og kigger på de klassekammerater, som spiser sin mad. Andre sidder og stirrer ned i sin mobiltelefon.

Verbal mobning af madpakken

Janus sidder på bordet og kigger hen på Amanda, som netop har taget sin madpakke op af tasken. Amanda har seks halve rugbrødsmadder med. Det har hun hver dag. Hun har en god appetit og nyder sin mad. Lige indtil Janus sender en giftig kommentar i hovedet på hende. Han banker på bordet og siger: Amanda – det er din bændelorm, der banker på. Den vil ind.

Tackling af mobberierne

Amanda krummer sig sammen for ligesom at skjule sig og beskytte sig selv. Hun ved ikke, hvordan hun skal tackle mobberierne. Hun prøver at reagere på forskellige måder. Denne gang ignorerer hun Janus. Det er ikke ensbetydende med, at hun ikke bliver påvirket af den krænkende kommentar. Tværtimod bliver hun enormt ked af det. Hun har svært ved at acceptere, at mobning i folkeskolen går ud over hende.

Krænkelserne har stået på længe

Mobberierne har stået på i lang tid efterhånden. Ingen har grebet ind. Hverken nogen af de andre elever eller lærere. Heller ingen forældre har taget hånd om det. Måske er der ingen voksne, der ved, hvad der foregår. Således fortsætter mobberierne. Og de trives rigtig godt. Mobberierne altså. Og mobberne.

Mobbevognen bliver fyldt op

Som tiden går, er der flere og flere af klassens elever, som tilslutter sig mobbe ugerningerne. Og snart er de fleste fra klassen hoppet med på mobbevognen. Og ikke nok med det. Der er endda nogen fra parallelklassen, der også er begyndt at mobbe Amanda.

Svigtet af veninde

En dag sidder en flok tøser i klasseværelset. Det er frikvarter. Amanda sidder sammen med tøserne. De snakker strikketøj og flere af dem er i gang med at strikke benvarmere. Lotte og Amanda er veninder og har flere gange været hjemme hos hinanden efter skoletid. Lotte kigger på Amandas ben og siger, at Amandas ben er så tynde, at hunde kan tage fejl af en lygtepæl og Amandas ben. “Jeg troede, at du var min veninde”, siger Amanda. Lotte siger ikke noget, men fniser bare sammen med de andre tøser.

Amanda holder fast i sig selv

På trods af mobberierne, fortsætter Amanda med at have seks halve med hver dag. Hun nægter at lave om på sin sunde og gode appetit, velvidende at hun risikerer at blive mobbet. Amanda er vokset i højden og har bevaret sin slanke krop. Amanda skiller sig ud af mængden og det har hun det godt med, selvom det har sin pris. For hun vil ikke være som de andre.

Smertefuldt at blive chikaneret

Det gør forfærdeligt ondt på hende at være mobbeoffer og det er en stor sorg, at andre mennesker chikanerer hende. De grænseoverskridende handlinger gør, at hun mistrives i klassen og hun synes ikke, at det er sjovt at gå i skole. Men pligtopfyldende og flittig som hun er, så kommer hun i skole hver dag og laver sine lektier. Hun siger ikke så meget i timerne, fordi hun ikke føler sig tryg.

Fysisk mobning

Da hun går gennem skolegården en dag på vej hjem, møder hun Helge fra klassen. Han kalder hende “slambert”. Han gentager det flere gange og råber højere og højere. Der er kun de to i skolegården. Pludselig bliver det for meget for Amanda, så hun løber efter Helge og siger, at han skal holde op med at kalde hende slambert. Han begynder at slå på hende. Til alt held kommer en lærerinde i samme øjeblik gående og tager fat i Helge og får stoppet ham.

Amanda begynder at græde og ryster i hele kroppen. Er du ok? spørger lærerinden og holder om Amanda. Amanda hulker og lidt efter nikker hun.

“De er bare misundelige”

Hun græder hele vejen hjem og da hun kommer hjem, fortæller hun det til sin mor. Det er første gang, at hun siger det højt, at hun er blevet mobbet og at det har stået på i lang tid. “Årh, det skal du ikke tage dig af”, siger moderen. “De er bare misundelige over, at du er så slank og flot”.

Det kan godt være, tænker Amanda. Men det stopper mobberierne ikke af. Og det fjerner ikke smerten.

Seksuel chikane

Midt i gymnastik timen en dag overhører Amanda, hvad Puk siger til Polly. De to er ikke med til gymnastik den dag. “Der er ikke nogen mænd, der vil i seng med Amanda, for hun har ikke nogen røv”.

Amanda kan ikke tro sine ører. Hun bliver dybt såret og ordene bliver ved med at gentages i hendes hovede som et levende mareridt.

Udover, at hun bliver udsat for verbal og fysisk mobning, så har der flere gange været krænkende opslag om Amanda på de sociale medier.

Det uacceptable sker

I en engelsktime sker der noget uventet en dag. Læreren Waage taber en nål på gulvet og i det samme siger han: “Var det Amanda, der faldt på gulvet”? Klassen griner højlydt. Undtagen Amanda. Hun lader som ingenting, men indeni er hun dybt chokeret over, at en lærer nu også er med på mobbevognen. Amanda tænker, at lærerens opgave burde være at stoppe mobning i folkeskolen. Men det har han åbenbart ikke forstået.

At blive mobbet har store konsekvenser

Amanda er dybt ulykkelig. Mobberierne har store konsekvenser for hende, idet det påvirker hendes trivsel, både psykisk og fysisk.

Hun formår ikke på noget tidspunkt at sige ordentligt fra overfor mobberne. Hun får ingen hjælp nogen steder fra og ingen forstår, hvor alvorligt det er for hende.

Hvorfor bliver Amanda mobbet?

Årsagen til mobberierne? Tja, det vides ikke helt. Men det startede, da teenage hormonerne satte igang. Pigerne begyndte at få former, både på den ene og den anden led. Nogen fik hvalpefedt. Flere af drengene fik også hvalpefedt.

Det kan da godt tænkes, at det er til stor irritation og undren for de andre i klassen. Med andre ord misundelse. For hvordan kan Amanda spise så godt, uden at det ses på hende? De andre tager på i vægt bare ved at kigge på en kage.

Senfølger efter mobning

Amanda går nu i gymnasiet. Selvom det er nogle år siden, at mobbe ugerningerne stoppede, så har hun senfølger efter mobning i folkeskolen. Det betyder blandt andet, at hendes tillid til andre mennesker har fået et stort knæk.

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Mobning i folkeskolen blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Nanna arbejder som kok i et stort køkken. Hun har været rimeligt tilfreds med sin arbejdsplads i de fire år hun har været ansat. Næsten da. Hun havde nemlig verdens bedste chef de første to år. Han var en yderst kompetent leder, som gjorde, at alle følte sig set og anerkendt. For Nanna betød det, at hun glædede sig til at komme på arbejde hver dag. Efter at han stoppede, er der sket meget på arbejdspladsen. Nanna har ikke helt vænnet sig til sin nye chef Bente. Hun virker flink, men er ikke særlig synlig og tydelig.

Humørsyg souschef

Souschefen Olga har været der i halvandet år. Nanna har lige fra starten af haft svært ved at finde ud af, hvor hun har hende. Hun svinger rigtig meget i sin væremåde afhængig af, hvad hun er i humør til. Det ene øjeblik er hun imødekommende og venlig – og i det næste øjeblik er hun modbydelig og afvisende. Det er virkelig forvirrende og ubehageligt for Nanna. Hun har ikke talt med nogen af sine kollegaer om det. Sammenholdet er ikke specielt godt, men det er ok for Nanna. Hun hygger sig bedst ved bare at passe sit arbejde.

Ligheder i væremåde og temperament

En af kollegaerne hedder Nete. Olga og Nete ligner hinanden både i måden at være på og temperament. Nete har været ansat i mange år og er meget vellidt af de fleste. Hun har altid en frisk bemærkning og er en, som man lægger mærke til, blandt andet fordi hun taler meget og højt.

Nanna skiller sig ud

Nanna er dygtig til sit arbejde og hun har indtryk af, at hendes chef er tilfreds med hendes indsats. Hun er lidt reserveret og siger kun noget, når hun har noget på hjerte. Hun er sensitiv og bliver nemt påvirket af stemninger omkring sig.

Uoverensstemmelser skaber splid

I løbet af det seneste års tid, har der været en del uoverensstemmelser mellem Olga, Nete og Nanna. Det har været to mod én hver gang.

Nanna har lagt mærke til, at Nete har meget brug for anerkendelse og for at blive set. Det giver hun udtryk for ved at være tæt på Olga og at tage styringen i nogle af dagens projekter – uden at være blevet bedt om at stå i spidsen for de enkelte opgaver.

Når de holder møder og Nanna siger noget, så afbryder Nete hende og korrigerer det, hun siger. Nanna har flere gange sagt fra overfor Nete under fælles møderne, dog uden at Nete har taget det til sig.

Hendes forrige arbejdsplads var også i et køkken. Der var et dårligt arbejdsklima på grund af mobning, hvilket gjorde, at hun var nødt til at søge væk. Nanna frygter, at det samme er ved at ske i hendes nuværende job.

Hvorfor griber ledelsen ikke ind?

Ingen griber ind – heller ikke souschefen eller lederen. Olga har derimod sagt til Nanna, at hun skal tage sig sammen. Det er sket flere gange – foran alle de andre. Nanna nægter at lade dem se, hvor meget de har såret hende. Men inden i græder hun og flere gange har hun grædt på vej hjem i bilen.

Det, der er foregået det seneste års tid, er sket efter at Olga har sat Nanna og Nete til at arbejde sammen. Hvad Olgas intention er med det, er virkelig en gåde for Nanna.

Nanna tænker på de arbejdspladser, hun har været på og at dette er den værste form for mobning i et køkken, som hun har oplevet.

Forskelsbehandling

En dag skulle Nanna og Nete stå for et arrangement med tres kursusdeltagere. Det gik overordnet godt og de havde et ok samarbejde, men da det hele var vel overstået, sagde Olga til Nanna: Nete har været helt fantastisk. Nanna sagde ikke noget, men blev selvfølgelig ked af det, fordi rosen kun gik til Nete. Nanna følte sig overset.

Olga har helt fra starten af beundret Nete både for sin indsats og væremåde og mange gange har hun fortalt Nanna, hvor enestående og dygtig Nete er. Det undrer Nanna, at Olga laver forskelsbehandling på hende og Nete, for Nanna synes, at de er lige dygtige til deres arbejde.

Optrapning af konflikterne

Med tiden er konflikterne blevet optrappet. Nete kan godt lide at diskutere, hvem der skal gå ud med skraldet eller hvordan frugten skal placeres på et fad. Hvis Nete ikke får det som hun synes, at tingene skal være, så råber eller skriger hun Nanna lige op i hovedet. Og hun bliver ved med at prøve på at få Nanna til at makke ret, for hun mener selv, at alt skal være lige efter hendes hovede. I disse tilfælde er Olga kommet imellem dem og har bakket Nete op og sagt til Nanna, at hun skal holde op.

Adskillige krænkelser

Nanna er efterhånden blevet krænket adskillige gange af Olga og Nete. De fleste gange har hun sagt fra. Men trods gentagne konfrontationer, så er der ikke kommet noget konstruktivt ud af det. Det er som om de ikke hører eller vil høre, hvad hun siger og overhovedet ikke respekterer hende. Det føles som psykisk terror og det er gået op for Nanna, hvor meget det påvirker hende at være udsat for mobning i et køkken.

Chikanerne har stået på i lang tid og er blevet en del af hverdagen. Som månederne går, bliver Nanna mere og mere nedtrykt. Hun føler sig utryg og er begyndt at blive bange for at gå på arbejde. Hun trives ikke med at være på den arbejdsplads og da lederen ikke tager situationen alvorligt, ender det med, at Nanna siger op.

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Mobning i et køkken blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Alex er netop startet i en fagforening som medlemskonsulent. Han har været ansat i en virksomhed i over tyve år, men valgte at sige op, da virksomheden skulle flyttes til Jylland. Han bor i Lejre sammen med sin hustru og to børn. Hans nye arbejdsplads ligger i Roskilde. Alex skal arbejde sammen med syv andre i et team bestående af fem kvinder og to mænd. Der er en hyggelig stemning i afdelingen og Alex glæder sig til at komme igang med alle de spændende opgaver.

Alex skiller sig ud

Sanne er startet samtidig med Alex. En af de første dage spiser de frokost sammen med alle de andre i teamet. Snakken er livlig og handler om, hvad de har lavet før, hvor de bor samt mange andre ting. Sanne og Alex finder ud af, at de bor i samme by. Og det er der to af de andre i teamet, der også gør. Gurli, Lis og Sanne har bil. Alex og hans hustru har valgt ikke at have bil af flere årsager. Så Alex tager tog og bus hver dag. Da Sanne hører, at Alex ikke har bil, kigger hun misbilligende på Alex oppefra og ned. Det undrer Alex, men han vælger at ignorere det.

Samkørsel og socialt samvær

En dag kommer Gurli hen til Alex og fortæller, at Sanne har foreslået, at de kan skiftes til at køre, eftersom de bor i samme by. “Hvis du har lyst, så er du velkommen til at køre med”, siger Gurli. Alex siger, at det vil han gerne. Gurli fortæller, at hun og Lis har haft samkørsel i mange år og det har fungeret fint. Bagefter tænker Alex, at det er underligt, at Sanne ikke har spurgt ham.

Det fungerer ok med samkørsel. For det meste er det Gurli og Lis, der kører. Hver aften sender Gurli eller Lis en SMS til Alex, om han vil køre med næste morgen. Sanne spørger aldrig Alex, om han vil køre med hende. Så de dage, hvor Alex ikke har kørelejlighed, tager han selvfølgelig tog og bus.

Udelukkelse begynder

Det bliver hverdag og Alex er glad for sit nye job og han kommer godt ud af det med sine nye kollegaer. Næsten dem alle altså. For det meste spiser teamet frokost sammen, men den seneste tid har Alex bemærket, at Sanne har spurgt de andre i teamet, om de vil med til frokost. Sanne har flere gange stået og hvisket sammen med nogen af de andre og kigget i Alex’ retning. Gurli og Lis er gode til at holde sammen på teamet, så de spørger ofte Alex, om han vil med. Hvis han da ikke lige selv får spurgt nogen af de andre.

Chikanering og dårlig stemning

En morgen hvor de alle fire kører med Gurli, siger Sanne, at det jo ikke er alle, der har bil. Det irriterer Alex, at hun kommer med sådan en bemærkning, men han lader som ingenting. Sanne og Alex kommer op at skændes den morgen i bilen over en bagatel og det har den kedelige konsekvens, at Gurli og Lis beslutter sig for ikke at ville have hverken Sanne eller Alex med i bilen fremover.

Den melding får Alex samme aften af Gurli og Lis. Alex kan godt forstå, at de har truffet det valg, for samkørslen er jo ment som en hyggelig fælles ting.

Frosset ude

Aftalen holder dog ikke så længe. En morgen kommer Alex gående på fortovet lige uden for fagforeningen og i det samme kommer Gurli kørende – med Lis og Sanne i bilen. Alex får et chok, da han ser det og bliver både vred og ked af det. Det ærgrer ham samtidig, at dette desværre nok kommer til at påvirke arbejdsklimaet, idet det jo handler om mobning i en fagforening.

Alex føler sig for alvor frosset ude af gruppen og det er meget ubehageligt for ham, at han skal tilbringe sine arbejdsdage sammen med de mennesker. Da han når hen til hovedindgangen kommer Gurli, Lis og Sanne gående. Gurli og Lis lader som om alt er i skønneste orden og siger “Godmorgen Alex”, mens Sanne ignorerer Alex på bedste vis.

Håndtering af mobningen

Det er svært for Alex at håndtere situationen, men han gør, hvad han kan for at mande sig op. Han bliver i dårligt humør og får kvalme af, at mennesker kan være sådan.

Han har hørt om andre mennesker, som har været udsat for mobning. Men at han selv skulle blive mobbeoffer, det havde han aldrig regnet med. Og så oven i købet mobning i en fagforening.

På vej til frokost hører han igen Sanne sige til de andre i teamet, at det jo ikke er alle, der har bil. Sanne gør alt, hvad hun kan for at undgå øjenkontakt med Alex og det virker som om, at hun bevidst holder Alex uden for gruppen. Alex overvejer, hvordan han skal tackle chikanen. For det her vil han ikke finde sig i.

I første omgang vælger han at tage fat i Sanne dagen efter.

Konfrontationen

Alex: “Jeg kan fornemme, at du har et problem med, at jeg ikke har bil”.

Sanne: “Jeg aner ikke, hvad du taler om”.

Alex: “Jeg har flere gange hørt dig sige”: “Det er jo ikke alle, der har bil”.

Sanne: “Du lider af forfølgelsesvanvid”.

Alex: “Du taler uden om nu. Jeg foretrækker, at du siger direkte til mig, at du ikke vil have, at jeg kører med i din bil og samtidig vil jeg også godt have en forklaring på, hvorfor?”

Sanne: “Det er noget, der foregår i dit hovede”.

Alex: “Nu taler du udenom igen – er det virkelig det eneste, du har at sige til det”?

Sanne: “Du kan jo ikke forvente at køre gratis med”.

Alex: “Jeg kører ikke gratis med. Faktisk så har jeg aftalt med Gurli og Lis at betale for samkørsel. Men den ordning er du åbenbart ikke bekendt med? Og desuden skal du ikke blande dig i mine anliggender med Gurli og Lis”.

Sanne vender om på hælen og går. Alex sukker og går tilbage til sit skrivebord.

Alex er chokeret over, at Sanne ikke var til at tale med. Men egentlig overrasker det ham ikke, når han tænker over, hvordan hendes adfærd har været indtil videre.

Symptomer på stress

En ven råder Alex til at søge hjælp, for han kan se, hvor berørt han er af situationen. Alex fortæller, at det påvirker hans arbejdsglæde og privatliv. Han har svært ved at koncentrere sig og isolerer sig mere og mere. Han er kort sagt stresset og det går ud over hans søvn og velbefindende.

Mobberamt og brug for hjælp

Alex indser, at han har brug for hjælp. Men da der ikke er direkte tale om mobning i en fagforening og ej heller i hans privatliv, men derimod midt imellem, så er han i tvivl om, hvor hjælpen skal komme fra.

Tillidsrepræsentanten er den første, som Alex tager en snak med. Som han næsten havde forventet, så er tillidsrepræsentanten ikke den rette at tale med, fordi konflikten ikke er direkte arbejdsrelateret. Den store udfordring for Alex er, at Sanne er konfliktsky og uden for psykologisk rækkevidde, hvilket gør, at han står alene med en totalt meningsløs sag og som intet har med ham at gøre.

Han finder en terapeut, som stille og roligt hjælper ham med at finde fodfæste og med at komme ovenpå igen.

Det lykkes efterhånden for Alex at genfinde arbejdsglæden og han er så heldig at blive tilbudt en stilling i en anden afdeling, hvor han trives sammen med sine nye kollegaer.

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Mobning i en fagforening blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Eksamen er i fuld gang. Bag den lukkede dør sidder en elev og brillerer med al sin kunnen. Udenfor lokalet venter de næste elever. Nogle udstråler ro og overskud, mens andre ser ud til at kæmpe med eksamensangst. Lad os se om der er brug for hjælp til eksamensangst.

En af de elever, der har det rigtig svært i denne tid, er Sara. Sådan har det ikke altid været. Men efter at hun har haft nogle dårlige oplevelser ved det grønne bord, så er det blevet et mareridt for hende at gå til eksamen.

“Bare det ikke går galt igen. Bare jeg ikke glemmer, hvad jeg skal sige. Hvad nu hvis jeg kommer til at græde”?

Sara tager sig selv i at tænke negativt. Hun prøver at tænke positivt, men hun kan ikke. Hun går uroligt frem og tilbage på eksamensgangen. Der er kun hende og et par andre fra klassen. Sara har ikke overskud til at tale med nogen af de andre af frygt for, at det vil påvirke hende endnu mere.

Eksamensangst rammer ofte de dygtigste

Sara går i 2.G og er en af de dygtigste og flittigste elever i klassen. Hun klarer sig godt i timerne, hvilket afspejler sig i hendes høje årsgennemsnit.

Men i 1.G gik det pludselig galt for hende, da hun var til eksamen. Som altid var hun velforberedt, men midt i det hele gik klappen ned og hun kunne intet huske. Hun blev svimmel og hyperventilerede og det endte med, at hun lige nøjagtig bestod.

Eksamensangsten eskalerer

Ved den næste eksamen var hun så nervøs og angst, at hun kastede op om morgenen, før hun tog afsted. Hun havde mavepine og kunne ikke tænke klart. Hendes tanker kredsede om alt det, der kunne gå galt og da hun satte sig ved eksamensbordet, var det som om al hendes viden forsvandt. Det føltes, som om hun havde mistet kontrollen over sin krop og hjerne.

Kan eksamensangst forsvinde af sig selv?

Der er nu gået et år og denne gang håber Sara, at det går godt. Hun har ikke fået hjælp til eksamensangst. Men hun tænker, at det nu er så længe siden og at hun nok har fået lagt de dårlige erfaringer bag sig. Det vil vise sig, om det går anderledes denne gang.

Hun sætter sig ned foran eksamenslokalet. Om lidt er det hendes tur. Hun mærker, at hendes angst vender tilbage. Hendes håndflader er klamme og det føles som om hendes hjerte er ved at hoppe ud af hendes brystkasse. Desperat gør hun et forsøg på at huske noget af eksamensstoffet, men hendes hjerne nægter at samarbejde.

Hun går i panik og kan ikke holde ud at være i sin krop. Hendes vejrtrækning er hurtig og overfladisk. Tag dig nu sammen, siger hun til sig selv. Der er jo ikke noget at være bange for. Sara føler sig modløs og er lige ved at græde. Det kan simpelthen ikke passe det her, tænker hun.

Flugt eller fornuft

Døren åbnes til eksamenslokalet. Hun kigger op. Hendes lærer står i døråbningen og siger Saras navn. Hun rejser sig op og går hen til døren og i det samme mærker hun en stærk impuls til at stikke af. Fornuften tager over og det lykkes hende at gå ind i eksamenslokalet, men det er som om hun overhovedet ikke er tilstede i sin krop. 

Læreren smiler forventningsfuldt til hende. Censor sidder tilbagelænet med korslagte arme. Det går op for Sara, at hun ikke har noget overblik. Men hun går igang alligevel i håbet om, at hendes hjerne beslutter sig for at deltage i eksaminationen. Hun fremstammer nogle ord og går i stå.

Sara mister grebet

Til sin store rædsel går det ikke, som hun havde håbet på. Angsten har overtaget styringen og suget al selvtillid ud af hende. Hendes fremlæggelse er rodet og usammenhængende. Lærer og censor må hive ordene ud af hende.

På et tidspunkt sortner det for Saras øjne. Censor gentager spørgsmålet. Denne gang hører Sara ikke, hvad han siger. Lige før stillede han et spørgsmål, men da forstod hun det ikke. Vil du godt gentage spørgsmålet? Det ville censor godt. Men det hjalp desværre ikke. Sara stirrer tomt frem for sig. Det føles som om alle hendes guldkorn er blevet slettet fra hendes hukommelse. Hvad sker der med mig, tænker hun. Jeg kunne det jo godt, da jeg sad derhjemme og læste til eksamen.

“Vi skal have et svar nu”. Hendes lærer kigger lidt alvorligt på hende. Sara begynder at græde. Lærer og censor giver hende nogle ledetråde for at hjælpe hende med at finde svaret, men forgæves. Sara kæmper med sig selv og skælder sig selv ud. Det hjælper ikke. Tværtimod så bliver det værre. Efter flere forsøg på at hjælpe Sara, siger hendes lærer, at tiden er gået og at de er nødt til at slutte.

Endnu en eksamen er ødelagt

Sara rejser sig og går ud af eksamens lokalet og bryder helt sammen. Hun er flov og det er så ydmygende, at hendes krop og hjerne endnu engang har saboteret hendes eksamen. Hvordan skal jeg dog kunne fortælle det til mine forældre og venner, tænker hun.

Høje forventninger

Den seneste måneds tid har hun haft mareridt flere gange og er vågnet op badet i sved. Hun har følt et kæmpe pres fra sine forældre og venner, som alle har høje forventninger til hende. Hun har også høje forventninger til sig selv. Måske lidt for høje. For hun føler, at hun kun er noget værd, hvis hun får høje karakterer.

Hjælp til eksamensangst

Sara er ikke meget for at indrømme, at hun er nødt til at gøre noget for at slippe af med sin eksamensangst. Hun er blevet klar over, at den ikke går væk af sig selv.

Hun rækker ud efter den annonce, som hendes mor viste hende dagen før. Hjælp til eksamensangst.

Efter blot to sessioner, har Sara fået den hjælp og støtte, som hun har brug for. Hun har lært nogle effektive teknikker til at skabe ro i sig selv og lært, hvad hun kan gøre, hvis klappen går ned ved det grønne bord.

Efter nogle uger kontakter Sara mig for at fortælle, at hun fik 12 og at hun havde stor gavn og glæde af øvelserne.

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Hjælp til eksamensangst blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Andrea er leder i en mellemstor virksomhed. Hun lider af præsentationsangst og det har efterhånden stået på i nogle år. Hun har ikke på noget tidspunkt fået hjælp til sin præsentationsangst. Dels fordi hun er for stolt til at indrømme det og dels fordi hun er skrækslagen for, hvad konsekvensen ville være, hvis nogen fandt ud af det. Samtlige ledere og medarbejdere er blevet kaldt til et stormøde, hvor hver leder har fået til opgave at præsentere et oplæg. Se med her, hvordan Andrea håndterer udfordringen.

Bare det ikke går galt igen

En af Andreas kollegaer er igang med at holde et oplæg. Efter ham er det Andreas tur. Hun forsøger at udstråle ro og lader som om, hun har styr på det. Men til hendes store skræk kan hun mærke, at hendes nervøsitet er ved at overtage styringen. Det sortner for øjnene af Andrea og et kort øjeblik tror hun, at hun skal besvime. Hun holder fast i bordet og rækker ud efter sin vandflaske og tager en tår vand. Hun sidder uroligt på stolen og tænker på alt det, der kan gå galt. Hun rømmer sig.

Forsøger at få angsten til at gå væk

“Hold nu op. Det er kun fem minutter oplægget skal vare”, siger hun til sig selv. Men lige nu føles fem minutter som en evighed. Hun gør et desperat forsøg på at få angsten til at gå væk. Hun kigger op på sin kollega. Han ser irriterende rolig ud. Om lidt er det nu. Hun har hurtig hjertebanken og føler sig tør i munden. Hendes krop føles som hendes værste fjende lige nu. Måske skulle hun alligevel have fået hjælp til sin præsentationsangst. Hun skubber tanken væk. Hun bliver varm i kroppen og kan regne ud, at hun er rød i ansigtet og på halsen. “Storartet”, tænker hun. “Det var lige det, der manglede”.

Panikken breder sig

Kollegaen går ned fra podiet. Folk klapper. Andrea rejser sig og i slowmotion ser hun sig selv gå op på podiet. Hele salen er fyldt og hun ved, at der er plads til 100 mennesker. Hun kigger ned på sine tilhørere og får øjenkontakt med nogle på forreste række. Der er helt stille. Alles blikke er rettet mod hende. I et splitsekund går hun i panik og er lige ved at løbe ud af salen. “Nu tager du dig simpelthen sammen”, tænker hun.

Andrea kan pludselig ikke huske noget af det, hun skal sige, men heldigvis har hun sine noter. Hun kaster et hurtigt blik ned i sine papirer og begynder at sige noget. Hendes stemme ryster. Hun fortsætter. Ordene løber hastigt ud af hendes mund. Hun kan ikke følge med, men pludselig har hun fået sagt det hele.

Mon nogen opdagede at hun var nervøs?

Hun takker og skynder sig ned på sin plads igen. Det er overstået. Måske ikke det bedste oplæg. Men hun klarede det. Hun har en fornemmelse af at være i en osteklokke. Hun sidder og sunder sig og tænker på, hvordan det gik. Det føltes som et ræs. Og det var bestemt ikke nogen nydelse. Tværtimod. Hendes krop var der vist, men mentalt var hun overhovedet ikke tilstede. Gad vide om tilhørerne forstod, det hun sagde? Og var der mon nogen, der opdagede, hvor nervøs hun var? Hun synes, at det er pinligt og har mest lyst til at gemme sig.

Efter hendes oplæg var der ingen kommentarer. Undtagen en af hendes kollegaer, som spurgte, om hun var ok? “Ja, jeg har det fint”, løj hun.

Chefen må ikke vide at hun lider af præsentationsangst

Andrea følte sig presset til at holde oplægget. Hendes chef har flere gange bedt hende holde et oplæg, men hver gang har hun haft en undskyldning for at slippe for det. Hendes chef har ikke spurgt ind til det, hvilket Andrea er taknemlig for. Han må ikke vide, at hun lider af præsentationsangst. Det ville formentlig betyde, at hun ville blive fyret. Han har blot accepteret, at Andrea gang på gang har sneget sig udenom.

Denne gang har chefen dog været meget bestemt og insisteret på, at hun holder dette oplæg. Som leder for en afdeling med ti ansatte forventes det, at hun stiller sig op og siger noget, når der er behov for det. I de to år hun har været ansat, er det dog gået ok i visse situationer, såsom briefinger ved morgen møderne.

Andrea har lagt mærke til, at hendes nervøsitet tager overhånd, når hele huset deltager i et stormøde eller når hun skal mødes med eksterne forretningsforbindelser. I de tilfælde har tanken om at søge hjælp til sin præsentationsangst strejfet hende.

Ensomt at lide af præsentationsangst

Der er mange følelser forbundet med at lide af præsentationsangst. For Andrea er det meget ensomt, idet hun tror, at hun er den eneste leder, der lider af præsentationsangst. Hun føler sig som en fiasko og er flov over sig selv. Samtidig elsker hun sit arbejde og det gode team work med sine medarbejdere.

Selvfølelsen led nederlag

Det hele startede på hendes forrige arbejdsplads, hvor det gik galt nogle gange. Den ene gang havde hun ikke sovet særlig godt om natten og den følgende dag var hun til et større møde, hvor hendes chef uden varsel havde bedt hende fremlægge sidste måneds resultater. Det kom helt bag på hende og da hun ikke var forberedt på dette, følte hun sig usikker og havde kludret i det. Hun følte sig til grin og det påvirkede hendes selvfølelse negativt, at hun fik givet et forkert indtryk af sig selv.

En anden gang havde hun forberedt et oplæg, som hun skulle afholde på et internt møde. Men midt i det hele gik klappen ned. Hun blev nervøs, kunne ikke få vejret og det var frygteligt ydmygende for hende. Hun formåede dog at samle sig og kunne fortsætte efter et par minutter.

Det kræver mod at søge hjælp til præsentationsangst

Siden da har hun ikke turdet holde oplæg af frygt for, at det skulle ske igen. Det har ligget i baghovedet på hende, at hun skulle gøre noget ved det en dag. Men hun har tænkt, at det går nok over af sig selv og bare slået det hen. Nu hvor hun igen har haft en dårlig oplevelse med at præsentere et oplæg, er hun blevet overbevist om, at det ikke forsvinder af sig selv. Hun føler sig nødsaget til at handle på det og beslutter sig for at søge professionel hjælp.

Andrea får sat ord på sine udfordringer og stille og roligt får hun bearbejdet sin præsentationsangst. Efter få gange bliver hun mere og mere fortrolig med at præsentere oplæg. Det er en meget stor lettelse, men også overraskende for hende at høre, at langt de fleste af mine præsentationsangst klienter er ledere.

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Hjælp til præsentations angst blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Det er første dag på arbejdet for Christoffer. I den anledning er der blevet dækket op med morgenbrød og flag og hele afdelingen sidder nu rundt om bordet. Der er en god stemning og Christoffers nye kollegaer virker meget venlige og imødekommende. Afdelings lederen byder velkommen til Christoffer og siger, at de plejer at lave en navnerunde, når en ny medarbejder starter i afdelingen.

Alarm beredskabet går igang

Christoffer får et sug i maven og bliver lidt utilpas. Tyve mennesker sidder rundt om bordet og alles øjne hviler på ham. Christoffer kigger ned i bordet og mærker et kæmpe forventningspres fra sine nye kollegaer. Måske forventer han også noget af sig selv, nu hvor han endelig har fået sit drømmejob.

Da navnerunden går igang, kigger Christoffer rundt i lokalet og ser, at han er den næstsidste i rækken. Et splitsekund ånder han lettet op og tænker, at han så har god tid til at forberede, hvad han vil sige. Men i det samme sker der noget inden i Christoffer, der gør, at han ikke kan tænke klart. Han bliver mere og mere nervøs og det føles, som om han ikke kan få vejret. Hans hjerte galopperer hurtigere og hurtigere. Han bliver svedig i håndfladerne og mærker, at han bliver rød i hovedet. Han ved dårlig nok, hvad han selv hedder. Det føles som om al hans selvtillid pludselig er blevet revet ud af ham.

Kampen mod angsten

Han bliver irriteret på sig selv og skælder sig selv ud. Det hjælper ikke. I stedet får han det værre. Han sidder uroligt på stolen. Det er blevet hans tur nu. Hans kollegaer sidder og smiler venligt til ham. Han rømmer sig og begynder at sige noget. Hans stemme vil ikke rigtig, som han vil. Nej, hvor er det ydmygende det her, tænker han. Bare de ikke opdager, at jeg er nervøs. Det lykkes ham at fremstamme nogle korte sætninger i en fart. Og så er det overstået.

Frygten for at blive afsløret

Christoffer sidder tilbage med en følelse af at være dumpet. Tankerne kører i ring. Det kunne du have gjort bedre, siger han til sig selv. Hvad mon de tænker om ham? Universitetsuddannet og flere års erfaring inden for hans felt. Han frygter, at hans nervøsitet har afsløret, at han ikke duer til noget. De tror nok, at det hele bare er fup. Og at de har begået en stor fejltagelse ved at ansætte ham.

Kan han overhovedet klare jobbet?

Han tager sig selv i at tænke negativt. Han har aldrig været glad for navnerunder, men så slemt har han dog aldrig haft det. Hvordan skal det her gå, tænker han. En del mødeaktivitet med afholdelse af diverse oplæg, stod der i jobbeskrivelsen. Det er ikke noget problem, havde Christoffer sagt til jobsamtalen. Men efter denne oplevelse er han blevet i tvivl, om han nu også kan klare det?

Det går nok bedre næste gang

På vej hjem samme eftermiddag tænker han over, hvorfor han mon reagerede sådan. Han havde den seneste tid haft meget at se til. Flytning og hans nyfødte datter. Og hans far var blevet syg. Og nu et nyt job. Han skubber tankerne væk og tænker, at det nok går bedre næste gang.

Om aftenen har han svært ved at falde i søvn og da det endelig lykkes ham, har han mareridt om det, der skete på arbejdet. Han vågner op badet i sved. Det er mørkt udenfor. Det er stadig nat. Han har hjertebanken og prøver krampagtigt at falde i søvn igen.

Angsten dukker op igen

To uger senere er Christoffer og en af hans kollegaer til møde i huset med tre eksterne mødedeltagere. Mødet går igang og pludselig vender Christoffers angst tilbage. Det føles som om angsten fuldstændig har overtaget styringen af ham. Han får kvælningsfornemmelser, kigger på sin mobil og siger, at han lige har fået et vigtigt opkald og at han bliver nødt til at gå ud at tage den. Ude på gangen kæmper han med sig selv. Det var dog utroligt. Der er jo ikke noget at være bange for. Tag dig nu sammen, siger han til sig selv.

Lidt efter går han tilbage til mødelokalet. Det er som om, han genoplever det, der skete ved navnerunden. Bare i forstørret udgave. De andre mødedeltagere spørger, om han er ok? Ja, jeg er ok, siger han og strammer sig op. Han gennemfører mødet så godt han kan, men føler sig helt ved siden af sig selv. Tanken om at søge hjælp til taleangst, strejfer ham. Men han slår det hen.

En magtesløs situation

Christoffer er meget frustreret og magtesløs over sin situation og tør ikke at fortælle hverken familie eller venner om, hvordan han har det og hvad der skete inde ved de to møder. Det er alt for pinefuldt for ham og da han ikke ved, hvordan folk vil reagere, hvis han siger det til nogen, så vælger han at gå med det selv. Han magter ikke at tabe ansigt. Det er svært nok for ham i forvejen.

Fra taleangst til selvsikker

Heldigvis kender hans hustru ham godt. Så en aften spørger hun ind til, hvad der tynger ham. De får en god snak og Christoffer indser, at han er nødt til at søge professionel hjælp til sin taleangst.

Christoffer skal dog lige vænne sig til tanken om, at han ikke bare kan mande sig op og få angsten til at gå væk.

Efter nogle uger har han samlet så meget mod til sig, at han kontakter den terapeut, som hans hustru har fundet på nettet. Allerede ved føste møde, mærker han en lettelse indeni og efter nogle få sessioner har han fået vendt sin taleangst til en styrke.

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Hjælp til taleangst blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Lydene i flyvemaskinen står fuldkommen klart i Carstens erindring. Selvom det er mange år siden, at han havde en skræmmende oplevelse med at flyve, så kan han tydeligt huske, hvordan det føltes at være spærret inde i flyvemaskinen. Følelsen af ikke at kunne slippe ud. Og følelsen af at være den eneste i verden, der var bange for at flyve. Carsten husker tydeligt, hvor flov han var over at have det sådan. Han gjorde alt for, at ingen skulle opdage, hvor bange han var. Carsten får gåsehud bare ved tanken om dengang og spekulerer over, om han nogensinde kan slippe af med sin flyskræk.

Carsten tager sig selv i at dagdrømme og kommer tilbage til virkeligheden, da han ser at bilen foran begynder at bevæge sig fremad. Det er det samme hver morgen. Lange køer på motorvejen og biler, som snegler sig afsted. Bilerne holder stille igen. Carsten føler sig tryg i sin bil og han ville ønske, at alle rejser kunne foregå i bil.

Flyveturen der ændrede alt

Carsten tænker på, hvad der egentlig skete dengang. Han var tolv år og skulle på ferie sammen med sin mor og far til Tenerife. På det tidspunkt havde han fløjet flere gange med sine forældre og han syntes, at det var sjovt. Men denne dag skete der noget, som gjorde, at flyveturen blev anderledes end de foregående. De kom ind i et uvejr og flyvemaskinen lavede nogle underlige lyde. Det var som om den faldt ned i ryk. Carsten tænkte, at nu falder flyvemaskinen ned.

Han husker, at han holdt vejret og holdt krampagtigt fast i sædet. Hans hjerte galopperede afsted og han troede, at han skulle dø. Det føltes som en evighed. Men måske varede det kun nogle få minutter. Han sad imellem sin mor og far. Hans mor sad og stirrede ud ad vinduet og hans far sad og læste i et blad. Det virkede ikke som om nogen af dem var bange. Carsten kunne ikke sige noget, så utryg var han.

Drenge græder ikke

På et tidspunkt kunne Carsten ikke holde tårerne tilbage og da hans far så, at han græd, sagde han hårdt til Carsten: Drenge græder ikke. Carsten blev flov og ked af det. Han ønskede, at hans far skulle være stolt af ham. Så det lykkedes Carsten at kæmpe imod tårerne. Carsten så meget op til sin far og det var vigtigt for ham, at han fik anerkendelse fra sin far.

Hvorfor sagde luftkaptajnen ikke noget?

Kaptajnen sagde ikke noget, mens det stod på. Først bagefter sagde han noget på engelsk. Desværre forstod Carsten ikke, hvad kaptajnen sagde, fordi han talte hurtigt og mumlede. Så Carsten opfattede det som om, han sagde, at flyet var ved at styrte ned. Da flyet langt om længe landede, var Carsten fuldstændig udmattet. Hverken hans mor eller far talte om oplevelsen med ham og Carsten turde ikke at sige, hvor angst han havde været. Carsten tænkte meget på oplevelsen efterfølgende og havde ind imellem mareridt, men sagde aldrig noget om det til nogen.

Angsten har vokset sig større

Som årene er gået, har han været ude at flyve nogle gange, men han har det ikke godt med det. Skrækken sidder i ham, som om det var i går han oplevede det. Og egentlig føles det som om, at angsten har vokset sig større. Carsten forstår det ikke. Forrige gang han skulle ud at flyve i forbindelse med sit arbejde, blev hans flybillet bestilt allerede en måned før hans afrejse. Tanken om at han skulle ud at flyve om en måned, gav ham hjertebanken og han begyndte at ryste i kroppen. Han forsøgte at få angsten til at gå væk ved at ignorere den. Det blev den dog bare forværret af.

Katastrofetanker

Sidste gang han skulle ud at flyve, var sammen med familien. Et par uger før efterårsferien besluttede han og hans kone, at de ville invitere børnene med på en uges vandreferie i Irland. Carsten tænkte, at når han skulle flyve sammen med familien, så ville han føle sig tryg. Men han tog fejl. Lige så snart flybilletterne var bestilt, blev han overmandet af angst. Det var som om, at han ingen kontrol havde over sin krop. Sveden haglede ned ad ham og han fik hjertebanken og åndenød bare ved tanken om, at han skulle ud at flyve snart.

Udadtil reagerede han med at blive stille, men indeni kæmpede han, som om den forestående flyvetur drejede sig om liv eller død. Katastrofetankerne væltede ind over ham og samtidig med det, havde han travlt med at lade som om, alt var i den skønneste orden. For det ville være forfærdeligt for ham, hvis hans kone og børn fandt ud af, at han havde flyskræk.

Inden de skulle afsted, havde han fortalt sin bedste ven, at han ikke var glad for at flyve, men vennen reagerede bare med at grine og sige, at han skulle tage sig sammen. Det var ikke lige den reaktion, som Carsten havde brug for at høre. Carsten vovede derfor ikke at fortælle det til nogen andre.

Den seje kamp op i flyveren

Den dag de skulle flyve til Irland, var Carsten lige ved ikke at tage med. Det lykkedes ham dog at komme ud i lufthavnen og op i flyet, men det var en sej kamp for ham. Hans kone spurgte, om han var ok, hvortil han svarede, at han nok bare var overanstrengt på grund af for meget arbejde den seneste tid. Carsten havde svært ved at få vejret under flyveturen og han svedte helt vildt. Tanken om at skulle søge hjælp til sin flyskræk, strejfede ham et par gange. Men samtidig tænkte han, at han var for stolt til at indrømme, at han havde angst.

Dilemma med drømmejob og rejseaktivitet

Carsten er i en meget svær situation. Han har arbejdet sig op ad karrierestigen og har netop fået sit drømmejob som salgsdirektør i en større virksomhed. Med til jobbet hører en del rejseaktivitet – med fly. Det har naturligvis bekymret Carsten, hvordan han skal klare det. Hver gang han skal ud at rejse, har han katastrofetanker i flere uger op til og vågner ofte op badet i sved. Det tærer på hans energi og han har svært ved at koncentrere sig på arbejdet. Men det værste er, at han bliver kortluntet over for sin familie.

Hjælp til flyskræk

Carsten kommer til en erkendelse af, at flyskrækken ikke går væk af sig selv og ser ingen anden udvej end, at han må opsøge hjælp til sin flyskræk. Det kræver dog lidt mod og overvindelse. Men han finder ud af, at det er umagen værd.

For første gang får han sat ord på alle sine skræktanker. Han føler sig forstået og det er en stor lettelse for ham, at der endelig er et menneske, som kan rumme, det han fortæller og som tager ham alvorligt. Stille og roligt får han bearbejdet sin angst for at flyve og han lærer, hvordan han med enkle teknikker kan håndtere sin angst og se den i øjnene. Han er taknemlig for, at han fik overtalt sig selv til at søge hjælp.

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Hjælp til flyskræk blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Else er en dygtig sygeplejerske, som arbejder i hjemmeplejen. Hun er lige startet et nyt sted og alt ser ud til at tegne godt. Kollegerne er alle kvinder og spænder fra sygeplejersker til sosu assistenter og sosu hjælpere. Hendes chef, som hedder Dorte, virker flink og rar. Om Elses nye arbejdsplads er mobbefri, bliver vi klogere på om lidt.

Træd varsomt

Som tiden går, finder Else ud af, hvem af hendes kollegaer, der er til at stole på og hvem, hun skal være varsom med. Else møder altid til tiden og gerne i rigtig god tid. Hun er omhyggelig med sine arbejdsopgaver og i begyndelsen går det selvsagt lidt langsommere, fordi hun lige skal ind i de nye arbejds procedurer. Især har Else nogle udfordringer med computer arbejde. Heldigvis er en af hendes kollegaer, Rosita, behjælpelig med at sætte hende ind i det nye system.

Tonen er lagt

Som led i indkørings processen, er Else “føl” hos Grethe. Grethe er en af de ældste sygeplejersker i teamet og Else har bemærket, at hun siger tingene lige ud i en hård tone. Else tænker, at hun nok ikke skal tage det personligt. Det er bare sådan, Grethe er. Alligevel kan Else ikke undgå at lægge mærke til, at Grethe opfører sig anderledes overfor hende end overfor de andre i teamet. Else er en smule bekymret for, om hun er havnet det forkerte sted – igen. Hun har kæmpet med mobning i hjemmeplejen i andre byer. Og hver gang har hun sagt op og søgt væk.

En dag tager det hele en drejning

En dag hvor Else og Grethe er ude at køre, kommenterer Grethe på Elses håndtering af den borger, de lige har besøgt. Else bliver ked af det og forstår ikke, hvad Grethe mener. Else gennemgår besøget i tankerne og kan ikke få øje på, at hun skulle have gjort noget forkert. “Er du sød at uddybe, hvad du helt specifikt mener?”. “Det må du jo selv vide”, kommer det prompte fra Grethe. Stemningen er lagt og resten af turen taler de ikke sammen. Else forsøger at ryste den kedelige oplevelse af sig og gør, hvad hun kan for at bevare sin positive indstilling. Måske har Grethe en dårlig dag, tænker Else.

Alle mod én

Nogle dage senere møder Else en time tidligere for at bruge noget tid ved computeren og blive mere fortrolig med systemet. Teamet holder til i et stort lokale, som bruges både som forberedelses rum, mødelokale og frokoststue. Da Else kommer gående ned ad gangen, hører hun, at der er livlig snak fra lokalet.

Idet hun træder ind i lokalet, bliver der med ét helt stille. Ingen siger noget, men flere vender sig blot om mod hver deres computer. Enkelte går ud af lokalet. Else føler et stik i hjertet. Hun kigger rundt og ser til sin store forfærdelse, at hele teamet har været samlet – med undtagelse af Else. Hvad er nu dette, tænker hun. Har der været et møde, som jeg har overset? Eller har de andre holdt et møde og med vilje ikke inviteret mig? Mange tanker flyver igennem Elses hovede. Det er virkelig ubehageligt det her. Dette er den værste form for mobning, som Else har oplevet i hjemmeplejen.

En hjælpende hånd

Else sætter sig ned ved computeren og forsøger at koncentrere sig. Rosita kommer hen til Else og lægger sin hånd på hendes skulder. “Du må sige til, hvis du har brug for hjælp til den dér, ikke?” Else vender sig om og siger “Jo, tak, det skal jeg nok”. Det virker ægte, at Rosita tilbyder sin hjælp og Else bliver varm om hjertet. Så er der nok en, der kan lide mig, tænker Else.

Forsvundne journal oplysninger

Da hun er kommet ind på dagens opgaver, opdager hun, at det, som hun havde skrevet i journalen på en borger dagen før, er blevet slettet. Hun er helt sikker på, at hun gemte det og kan derfor ikke tro sine egne øjne. Det løber hende koldt ned ad ryggen. Nu kan det være nok, tænker hun. Hun vender sig om og siger højt “Er der nogen, der ved, hvordan journal oplysninger om en borger kan forsvinde ud af den blå luft?” Ingen siger noget.

Lederen Dorte siger stille “Måske har du glemt at skrive noget om den borger”. Det her er ikke i orden, tænker Else og vælger ikke at kommentere på Dortes ord. Else tænker videre, at Dorte er inkompetent som leder. Det burde ikke forekomme, at en leder tillader sig at udøve mobning overfor en ansat i hjemmeplejen.

Tankerne kører i ring

Nogle uger senere er Else ude at køre alene. Hun kommer hjem til en borger, som næsten lige er hjemvendt fra hospitalet. Det undrer Else, at Grethe ikke har skrevet noget i journalen fra sit besøg nogle dage forinden. For en sikkerheds skyld ringer hun til Grethe for at checke, hvad Grethe gav borgeren af medicin ved sit besøg. Grethe lyder sur, da hun svarer telefonen og er ikke særlig villig til at dele sine medicin oplysninger med Else.

Bagefter kører tankerne løs i Elses hovede. Hvad er grunden til, at Grethe opfører sig så fjendtligt overfor Else? Og hvorfor er hun så hemmelighedsfuld? Else overvejer, om det er på tide, at hun får en snak med Dorte. Men hun føler sig ikke tryg ved sin chef og ved ikke, om hun kan stole på hende. For Dorte har jo selv udsat Else for mobning i hjemmeplejen.

Hvis du ikke kan lide duften i bageriet…

Dagen efter beslutter hun sig for at sige det til Dorte. Alternativet ville være at tale med Grethe, men da hun ikke lader til at være samarbejdsvillig overfor Else, ser hun sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd. Da Else forelægger det, som plager hende overfor Dorte, bliver hun mødt med en lidt overraskende reaktion. “Det virker som om du er utilfreds med vores måde at gøre tingene på. Grethe er en meget dygtig sygeplejerske og der har aldrig været nogen klager over hende. Måske skulle du overveje at gå lidt mere ydmygt til værks”.

Else kan ikke finde ord og føler sig ikke mødt og heller ikke forstået af Dorte. Mødet med lederen er ikke nogen hjælp. Else får ikke den støtte og opbakning, hun har brug for. Hun er grædefærdig, men samtidig stædig og hun holder fast i, at de ikke skal have lov til at knække hende.

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Mobning i hjemmeplejen blev først udgivet på AKUTCOACHING.

Irene er ansat som sekretær i en mindre virksomhed. Hun deler kontor med Mona, som også er sekretær. De har et godt samarbejde og de har været ansat i næsten lige lang tid. De er begge uddannet kontorassistenter og de arbejder for den samme chef, Torben, som er en meget travl og dygtig mand. Torben er tit til møde ude af huset.

Forfremmelse ændrer det gode indeklima

En dag bliver Irene og Mona indkaldt til møde hos Torben. Han fortæller, at det går godt og at mødet handler om, at han er blevet forfremmet, men stadig skal være chef for Irene og Mona. Idet Torben får endnu mere rejseaktivitet, betyder det, at han får brug for et tættere samarbejde med enten Irene eller Mona, således at en af dem skal være hans PA fremover. Torben fortæller, hvad jobbet som PA går ud på og opfordrer begge sekretærer til at søge stillingen. Han skal have ansøgningen næste morgen kl. 8.

Frosset ude

Næste morgen da Irene kommer på arbejde, ser hun, at døren ind til Torbens kontor er lukket. Kl. er 7:45 og det ser ikke ud til, at Mona er kommet endnu. Irene går hen til Torbens dør og banker på. “Kom ind”, siger Torben. Da Irene åbner døren, ser hun, at Mona sidder inde hos Torben. Irene får et chok og fremstammer “Godmorgen –  jeg vil lige aflevere min ansøgning til dig Torben”. Irene går ud og lukker døren efter sig og går tilbage til sit kontor. Hun spekulerer over, hvorfor Mona sidder inde hos Torben. Det er aldrig sket før, at de har siddet med lukket dør. Irene bliver urolig. Hvad mon der foregår, tænker hun.

Svært ved at finde ord

En halv time senere kommer Mona ud fra Torbens kontor og sætter sig på sin plads. Irene forsøger at koncentrere sig, men det er svært. Der er en larmende stilhed. Irene ser på Mona og i et splitsekund udveksler de blikke. Irene har en masse spørgsmål i sit hovede, men kan ikke få ordene ud af sin mund.

“Du mødte tidligt idag”, siger Irene endelig. “Ja”. “Det plejer du da ikke”. “Nej, men jeg havde nogle ting, jeg skulle diskutere med Torben”. “Med lukket dør?” spørger Irene. “Ja, har du et problem med det”? “På en måde ja, for det er ikke sket før”. Mona himler med øjnene og arbejder videre ved sin computer.

Afsløring af en hemmelighed

Senere på dagen, mens Mona er til frokost, går Irene forbi Monas skrivebord. I det samme falder et papir på gulvet. Irene samler det op og ser, at det er en mail fra Torben til Mona. Irene kan ikke undgå at se, at der i overskriften står: “PA stillingen er din”.

Det løber Irene koldt ned ad ryggen. Hun lægger papiret lige foran Monas computer og sætter sig ned ved sin computer. Hvad gør jeg nu, tænker Irene. Skal jeg lade som ingenting eller skal jeg konfrontere Mona og Torben med det?

Der foregår noget bag om ryggen

Stemningen er anderledes efter det fælles møde, de havde nogle dage forinden. Og efter at Irene har fået kendskab til noget, som foregår bag hendes ryg, så er det ubehageligt og anstrengende for hende at være på arbejde. Irene passer sit arbejde så godt hun kan, men hun har svært ved at samle tankerne. I de efterfølgende dage kalder Torben Mona ind på sit kontor flere gange og hver gang lukker Mona døren efter sig.

Den svære samtale

Da Irene stadig ikke har fået svar på sin ansøgning efter en uge, beslutter hun sig for at gøre noget ved det. Mona er lige kommet tilbage til sit skrivebord efter et møde med Torben. Irene rejser sig og går ind til Torben. “Har du fem minutter?” spørger Irene. “Ja”, svarer Torben. Irene lukker døren efter sig. Irene sætter sig overfor Torben og ser direkte på ham. Torben læner sig bagover og lægger armene over kors.

“Jeg vil bare høre, hvordan det går med min ansøgning?” “Jeg har ikke haft tid til at kigge på den endnu”. “Jamen, det er en uge siden, at jeg afleverede den til dig”. “Jeg skal nok kigge på den i løbet af denne uge”. “Det lyder godt. Jeg er meget interesseret i at få stillingen. Og håber selvfølgelig, at den ikke allerede er besat?” “Det er muligt”, siger Torben tørt. “Hvad betyder det?”, spørger Irene.

“Mona er inde i alt”

“Det har jeg ikke tid til at diskutere nu. Men Mona er inde i alt”. Irene får en klump i halsen, men tager sig sammen og siger: “Det passer da ikke. Mona og jeg har haft de samme arbejdsopgaver i al den tid, vi har arbejdet for dig. Det giver ikke mening det her. Jeg vil godt bede dig forklare, hvad du mener med det”. Torben rejser sig op og går hen til døren. “Jeg har et vigtigt møde nu”, siger han og kigger stift på Irene. Irene går ud ad døren og ind på sit kontor, hvor Mona sidder. Irene får tårer i øjnene og skynder sig ud på toilettet. Irene tænker, at det er mobning og det havde hun aldrig forestillet sig kunne finde sted på dette kontor.

Bryder grædende sammen

Da Irene kommer hjem, bryder hun grædende sammen og får en lang snak med sin mand. Hendes mand er god til at lytte og meget forstående. Det ændrer dog ikke noget ved situationen på arbejdet.

Mobningen påvirker Irenes nattesøvn og trivsel

Irene får aldrig svar på sin ansøgning, selvom hun flere gange rykker Torben for svar. De efterfølgende måneder sover Irene dårligt om natten. Hvis alt dette var foregået på en ordentlig måde med en klar udmelding fra Torben, så havde omstændighederne set helt anderledes ud. Nu hvor hun er blevet ignoreret og der er foregået ting bag hendes ryg – endog på en meget mystisk måde – føler Irene sig frosset ude. Irene har hørt om andre, der har været udsat for mobning på kontor. Men hun har altid tænkt, at det kommer aldrig til at ske på hendes arbejdsplads, for de har jo et godt samarbejde.

Mobning på kontor stresser

Tankerne kører i ring. Hvorfor har Torben ikke fortalt Irene, at han har valgt Mona? Hvorfor har Mona ikke sagt noget? Synes Torben ikke, at Irene er dygtig nok? Var der noget, som Irene kunne have gjort anderledes? Alt det får hun nok aldrig svar på. Men det hænger som en tung sky over hende og stresser hende rigtig meget.

Irene er normalt glad og i godt humør og hun har kun haft en sygedag de sidste tre år. Siden alt dette begyndte, har hun haft en indre uro og haft let til tårer. Hun har flere gange været nødt til at gå hjem fra arbejde på grund af hovedpine.

Sygemelding er nødvendig

Selvom Irene siger til sig selv, at det bare er arbejde, så er hun berørt af det i en sådan grad, at hun til sidst er nødt til at sygemelde sig. Hun har brug for at få bearbejdet al den sorg, hun har oplevet i forbindelse med mobningen.

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Indlægget Mobning på kontor blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument

Indlægget Præsentations angst kan overvindes blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument … Del 1

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument … Del 2

OBS: Artiklen og billederne må ikke bruges på Facebook eller andre sociale medier.
Skrevet af Palle Høj, fotografens navn er Lars Skov og Kristian Buchmann, Sjællandske Medier

Indlægget Karaktererne var et ræs blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument

Indlægget Overvind din flyskræk blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument

Indlægget Vandskræk kan forvandles blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument

Indlægget Lad dig ikke begrænse af din præsentationsangst blev først udgivet på AKUTCOACHING.

KLIK HER for at se artiklen som pdf-dokument

Indlægget Eksamensangst kan overvindes blev først udgivet på AKUTCOACHING.