AKUTCOACHING

Flyskræk

 

Af Lisbeth Charlotte Jørgensen

Lydene i flyvemaskinen står fuldkommen klart i Carstens erindring. Selvom det er mange år siden, at han havde en skræmmende oplevelse med at flyve, så kan han tydeligt huske, hvordan det føltes at være spærret inde i flyvemaskinen. Følelsen af ikke at kunne slippe ud. Og følelsen af at være den eneste i verden, der var bange for at flyve. Carsten husker tydeligt, hvor flov han var over at have det sådan. Han gjorde alt for, at ingen skulle opdage, hvor bange han var. Carsten får gåsehud bare ved tanken om dengang.

Carsten tager sig selv i at dagdrømme og kommer tilbage til virkeligheden, da han ser at bilen foran begynder at bevæge sig fremad. Det er det samme hver morgen. Lange køer på motorvejen og biler, som snegler sig afsted. Bilerne holder stille igen.

Carsten tænker på, hvad der egentlig skete dengang. Han var otte år og skulle på ferie sammen med sin mor og far til Tenerife. På det tidspunkt havde han fløjet flere gange med sine forældre og han syntes, at det var sjovt. Men denne dag skete der noget, som gjorde, at flyveturen blev anderledes end de foregående. De kom ind i et uvejr og flyvemaskinen lavede nogle underlige lyde. Det var som om den faldt ned i ryk. Carsten tænkte, at nu falder flyvemaskinen ned. Han husker, at han holdt vejret og holdt krampagtigt fast i sædet. Det føltes som en evighed. Han sad imellem sin mor og far. Hans mor sad og stirrede ud ad vinduet og hans far sad og læste i et blad. Det virkede ikke som om nogen af dem var bange. Carsten kunne ikke sige noget, så utryg var han.

På et tidspunkt kunne Carsten ikke holde tårerne tilbage og da hans far så, at han græd, sagde han hårdt til Carsten: Drenge græder ikke. Carsten blev flov og ked af det. Han ønskede, at hans far skulle være stolt af ham. Så det lykkedes Carsten at kæmpe imod tårerne. Carsten så meget op til sin far og det var vigtigt for ham, at han fik anerkendelse fra sin far.

Kaptajnen sagde ikke noget, mens det stod på. Først bagefter sagde han noget på engelsk og da Carsten ikke forstod det, troede han, at han sagde, at flyet var ved at styrte ned. Da flyet langt om længe landede, var Carsten fuldstændig udmattet. Hverken hans mor eller far talte om oplevelsen med ham og Carsten turde ikke at sige, hvor angst han havde været. Carsten tænkte meget på oplevelsen efterfølgende og havde ind imellem mareridt, men sagde aldrig noget om det til nogen.

Som årene er gået, har han været ude at flyve nogle gange, men han har det ikke godt med det. Skrækken sidder i ham, som om det var i går han oplevede det. Og egentlig føles det som om, at angsten har vokset sig større. Han har på et tidspunkt fortalt sin bedste ven, at han ikke er glad for at flyve, men vennen reagerede bare med at grine og sige, at han skulle tage sig sammen. Hans kone og børn har aldrig fået det at vide og det er hans store frygt, at de opdager det.

Carsten har arbejdet sig op ad karrierestigen og har netop fået sit drømmejob som salgsdirektør i en større virksomhed. Med til jobbet hører en del rejseaktivitet – med fly. Det har naturligvis bekymret Carsten, hvordan han skal klare det. Hver gang han skal ud at rejse, har han katastrofetanker i flere uger op til og vågner ofte op badet i sved. Det tærer på hans energi og det værste er, at han bliver kortluntet over for sin familie.

Carsten kommer til en erkendelse af, at flyskrækken ikke går væk af sig selv og ser ingen anden udvej end, at han må opsøge professionel hjælp. Det kræver dog lidt mod og overvindelse.

For første gang får han sat ord på alle sine skræktanker. Han føler sig forstået og det er en stor lettelse for ham, at der endelig er et menneske, som kan rumme, det han fortæller og som tager ham alvorligt. Stille og roligt får han bearbejdet sin angst for at flyve og han lærer, hvordan han med enkle teknikker kan håndtere sin angst og se den i øjnene.

 

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close