AKUTCOACHING

Mobning i en fagforening

Af Lisbeth Charlotte Jørgensen

Alex er netop startet i en fagforening som medlemskonsulent. Han har været ansat i en virksomhed i over tyve år, men valgte at sige op, da virksomheden skulle flyttes til Jylland. Han bor i Lejre sammen med sin hustru og to børn. Hans nye arbejdsplads ligger i Roskilde. Alex skal arbejde sammen med syv andre i et team bestående af fem kvinder og to mænd. Der er en hyggelig stemning i afdelingen og Alex glæder sig til at komme igang med alle de spændende opgaver.

Sanne er startet samtidig med Alex. En af de første dage spiser de frokost sammen med alle de andre i teamet. Snakken er livlig og handler om, hvad de har lavet før, hvor de bor samt mange andre ting. Sanne og Alex finder ud af, at de bor i samme by. Og det er der to af de andre i teamet, der også gør. Gurli, Lis og Sanne har bil. Alex og hans hustru har valgt ikke at have bil af flere årsager. Så Alex tager tog og bus hver dag. Da Sanne hører, at Alex ikke har bil, kigger hun misbilligende på Alex oppefra og ned. Det undrer Alex, men han vælger at ignorere det.

En dag kommer Gurli hen til Alex og fortæller, at Sanne har foreslået, at de kan skiftes til at køre, eftersom de bor i samme by. “Hvis du har lyst, så er du velkommen til at køre med”, siger Gurli. Alex siger, at det vil han gerne. Gurli fortæller, at hun og Lis har haft samkørsel i mange år og det har fungeret fint. Bagefter tænker Alex, at det er underligt, at Sanne ikke har spurgt ham.

Det bliver hverdag og Alex er glad for sit nye job og han kommer godt ud af det med sine nye kollegaer. Næsten dem alle altså. For det meste spiser teamet frokost sammen, men den seneste tid har Alex bemærket, at Sanne har spurgt de andre i teamet, om de vil med til frokost. Sanne har flere gange stået og hvisket sammen med nogen af de andre og kigget i Alex’ retning. Gurli og Lis er gode til at holde sammen på teamet, så de spørger ofte Alex, om han vil med. Hvis han da ikke lige selv får spurgt nogen af de andre.

For det meste er det Gurli og Lis, der kører. Hver aften sender Gurli eller Lis en SMS til Alex om han vil køre med næste morgen. Det fungerer ok. Sanne spørger aldrig Alex om han vil køre med hende. Så de dage, hvor Alex ikke har kørelejlighed, tager han selvfølgelig tog og bus.

En morgen hvor de alle fire kører med Gurli, siger Sanne, at det jo ikke er alle, der har bil. Det irriterer Alex, at hun kommer med sådan en bemærkning, men han lader som ingenting. Sanne og Alex kommer op at skændes den morgen i bilen over en bagatel og det har den kedelige konsekvens, at Gurli og Lis beslutter sig for ikke at ville have hverken Sanne eller Alex med i bilen fremover.

Den melding får Alex samme aften af Gurli og Lis. Alex kan godt forstå, at de har truffet det valg, for samkørslen er jo ment som en hyggelig fælles ting.

Aftalen holder dog ikke så længe. En morgen kommer Alex gående på fortovet lige uden for fagforeningen og i det samme kommer Gurli kørende – med Lis og Sanne i bilen. Alex får et chok, da han ser det og bliver samtidig vred.

Alex føler sig for alvor frosset ude af gruppen og det er meget ubehageligt for ham, at han skal tilbringe sine arbejdsdage sammen med de mennesker. Da han når hen til hovedindgangen kommer Gurli, Lis og Sanne gående. Gurli og Lis lader som om alt er i skønneste orden og siger “Godmorgen Alex”, mens Sanne ignorerer Alex på bedste vis.

Alex ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv, men gør hvad han kan for at mande sig op. Han bliver i dårligt humør og får kvalme af, at mennesker kan være sådan.

På vej til frokost hører han igen Sanne sige til de andre i teamet, at det jo ikke er alle, der har bil. Sanne gør alt, hvad hun kan for at undgå øjenkontakt med Alex og det virker som om, at hun bevidst holder Alex uden for gruppen. Alex overvejer, hvordan han skal gribe situationen an. For det her vil han ikke finde sig i. I første omgang vælger han at tage fat i Sanne dagen efter.

Alex: “Jeg kan fornemme, at du har et problem med, at jeg ikke har bil”.

Sanne: “Jeg aner ikke, hvad du taler om”.

Alex: “Jeg har flere gange hørt dig sige”: “Det er jo ikke alle, der har bil”.

Sanne: “Du lider af forfølgelsesvanvid”.

Alex: “Du taler uden om nu. Jeg foretrækker, at du siger direkte til mig, at du ikke vil have, at jeg kører med i din bil og samtidig vil jeg også godt have en forklaring på, hvorfor?”

Sanne: “Det er noget, der foregår i dit hovede”.

Alex: “Nu taler du udenom igen – er det virkelig det eneste, du har at sige til det”?

Sanne: “Du kan jo ikke forvente at køre gratis med”.

Alex: “Jeg kører ikke gratis med. Faktisk så har jeg aftalt med Gurli og Lis at betale for samkørsel. Men den ordning er du åbenbart ikke bekendt med? Og desuden skal du ikke blande dig i mine anliggender med Gurli og Lis”.

Sanne vender om på hælen og går. Alex sukker og går tilbage til sit skrivebord.

Alex er chokeret over, at Sanne ikke var til at tale med. Men egentlig overrasker det ham ikke, når han tænker over, hvordan hendes adfærd har været indtil videre.

En ven råder Alex til at søge hjælp, for han kan se, hvor berørt han er af situationen. Alex fortæller, at det påvirker hans arbejdsglæde og privatliv. Han har svært ved at koncentrere sig og isolerer sig mere og mere. Han er kort sagt stresset og det går ud over hans søvn og velbefindende.

Det går op for Alex, at det er mobning, han er udsat for og han indser, at han har brug for hjælp. Men da mobningen ikke foregår på hans arbejdsplads og ej heller i hans privatliv, men midt imellem, så er han i tvivl om, hvor hjælpen skal komme fra.

Alex vælger at tage en snak med tillidsrepræsentanten i første omgang. Som han næsten havde forventet, så er tillidsrepræsentanten ikke den rette at tale med, fordi konflikten ikke er direkte arbejdsrelateret. Den store udfordring for Alex er, at Sanne er konfliktsky og uden for psykologisk rækkevidde, hvilket gør, at han står alene med en totalt meningsløs sag og som intet har med ham at gøre.

Han finder en terapeut, som stille og roligt hjælper ham med at finde fodfæste og med at komme ovenpå igen.

Det lykkes efterhånden for Alex at genfinde arbejdsglæden og han er så heldig at blive tilbudt en stilling i en anden afdeling, hvor han trives sammen med sine nye kollegaer.

 

Navnene er fiktive og historien er baseret på fiktion og virkelighed.

 

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close