Hjælp til flyskræk

Carsten fik hjælp til sin flyskræk og beholdt drømmejobbet.

Lydene i flyvemaskinen står fuldkommen klart i Carstens erindring. Selvom det er mange år siden, at han havde en skræmmende oplevelse med at flyve, så kan han tydeligt huske, hvordan det føltes at være spærret inde i flyvemaskinen. Følelsen af ikke at kunne slippe ud. Og følelsen af at være den eneste i verden, der var bange for at flyve. Carsten husker tydeligt, hvor flov han var over at have det sådan. Han gjorde alt for, at ingen skulle opdage, hvor bange han var. Carsten får gåsehud bare ved tanken om dengang og spekulerer over, om han nogensinde kan slippe af med sin flyskræk.

Carsten tager sig selv i at dagdrømme og kommer tilbage til virkeligheden, da han ser at bilen foran begynder at bevæge sig fremad. Det er det samme hver morgen. Lange køer på motorvejen og biler, som snegler sig afsted. Bilerne holder stille igen. Carsten føler sig tryg i sin bil og han ville ønske, at alle rejser kunne foregå i bil.

Flyveturen der ændrede alt

Carsten tænker på, hvad der egentlig skete dengang. Han var tolv år og skulle på ferie sammen med sin mor og far til Tenerife. På det tidspunkt havde han fløjet flere gange med sine forældre og han syntes, at det var sjovt. Men denne dag skete der noget, som gjorde, at flyveturen blev anderledes end de foregående. De kom ind i et uvejr og flyvemaskinen lavede nogle underlige lyde. Det var som om den faldt ned i ryk. Carsten tænkte, at nu falder flyvemaskinen ned.

Han husker, at han holdt vejret og holdt krampagtigt fast i sædet. Hans hjerte galopperede afsted og han troede, at han skulle dø. Det føltes som en evighed. Men måske varede det kun nogle få minutter. Han sad imellem sin mor og far. Hans mor sad og stirrede ud ad vinduet og hans far sad og læste i et blad. Det virkede ikke som om nogen af dem var bange. Carsten kunne ikke sige noget, så utryg var han.

Drenge græder ikke

På et tidspunkt kunne Carsten ikke holde tårerne tilbage og da hans far så, at han græd, sagde han hårdt til Carsten: Drenge græder ikke. Carsten blev flov og ked af det. Han ønskede, at hans far skulle være stolt af ham. Så det lykkedes Carsten at kæmpe imod tårerne. Carsten så meget op til sin far og det var vigtigt for ham, at han fik anerkendelse fra sin far.

Hvorfor sagde luftkaptajnen ikke noget?

Kaptajnen sagde ikke noget, mens det stod på. Først bagefter sagde han noget på engelsk. Desværre forstod Carsten ikke, hvad kaptajnen sagde, fordi han talte hurtigt og mumlede. Så Carsten opfattede det som om, han sagde, at flyet var ved at styrte ned. Da flyet langt om længe landede, var Carsten fuldstændig udmattet. Hverken hans mor eller far talte om oplevelsen med ham og Carsten turde ikke at sige, hvor angst han havde været. Carsten tænkte meget på oplevelsen efterfølgende og havde ind imellem mareridt, men sagde aldrig noget om det til nogen.

Angsten har vokset sig større

Som årene er gået, har han været ude at flyve nogle gange, men han har det ikke godt med det. Skrækken sidder i ham, som om det var i går han oplevede det. Og egentlig føles det som om, at angsten har vokset sig større. Carsten forstår det ikke. Forrige gang han skulle ud at flyve i forbindelse med sit arbejde, blev hans flybillet bestilt allerede en måned før hans afrejse. Tanken om at han skulle ud at flyve om en måned, gav ham hjertebanken og han begyndte at ryste i kroppen. Han forsøgte at få angsten til at gå væk ved at ignorere den. Det blev den dog bare forværret af.

Katastrofetanker

Sidste gang han skulle ud at flyve, var sammen med familien. Et par uger før efterårsferien besluttede han og hans kone, at de ville invitere børnene med på en uges vandreferie i Irland. Carsten tænkte, at når han skulle flyve sammen med familien, så ville han føle sig tryg. Men han tog fejl. Lige så snart flybilletterne var bestilt, blev han overmandet af angst. Det var som om, at han ingen kontrol havde over sin krop. Sveden haglede ned ad ham og han fik hjertebanken og åndenød bare ved tanken om, at han skulle ud at flyve snart.

Udadtil reagerede han med at blive stille, men indeni kæmpede han, som om den forestående flyvetur drejede sig om liv eller død. Katastrofetankerne væltede ind over ham og samtidig med det, havde han travlt med at lade som om, alt var i den skønneste orden. For det ville være forfærdeligt for ham, hvis hans kone og børn fandt ud af, at han havde flyskræk.

Inden de skulle afsted, havde han fortalt sin bedste ven, at han ikke var glad for at flyve, men vennen reagerede bare med at grine og sige, at han skulle tage sig sammen. Det var ikke lige den reaktion, som Carsten havde brug for at høre. Carsten vovede derfor ikke at fortælle det til nogen andre.

Den seje kamp op i flyveren

Den dag de skulle flyve til Irland, var Carsten lige ved ikke at tage med. Det lykkedes ham dog at komme ud i lufthavnen og op i flyet, men det var en sej kamp for ham. Hans kone spurgte, om han var ok, hvortil han svarede, at han nok bare var overanstrengt på grund af for meget arbejde den seneste tid. Carsten havde svært ved at få vejret under flyveturen og han svedte helt vildt. Tanken om at skulle søge hjælp til sin flyskræk, strejfede ham et par gange. Men samtidig tænkte han, at han var for stolt til at indrømme, at han havde angst.

Dilemma med drømmejob og rejseaktivitet

Carsten er i en meget svær situation. Han har arbejdet sig op ad karrierestigen og har netop fået sit drømmejob som salgsdirektør i en større virksomhed. Med til jobbet hører en del rejseaktivitet – med fly. Det har naturligvis bekymret Carsten, hvordan han skal klare det. Hver gang han skal ud at rejse, har han katastrofetanker i flere uger op til og vågner ofte op badet i sved. Det tærer på hans energi og han har svært ved at koncentrere sig på arbejdet. Men det værste er, at han bliver kortluntet over for sin familie.

Hjælp til flyskræk

Carsten kommer til en erkendelse af, at flyskrækken ikke går væk af sig selv og ser ingen anden udvej end, at han må opsøge hjælp til sin flyskræk. Det kræver dog lidt mod og overvindelse. Men han finder ud af, at det er umagen værd.

For første gang får han sat ord på alle sine skræktanker. Han føler sig forstået og det er en stor lettelse for ham, at der endelig er et menneske, som kan rumme, det han fortæller og som tager ham alvorligt. Stille og roligt får han bearbejdet sin angst for at flyve og han lærer, hvordan han med enkle teknikker kan håndtere sin angst og se den i øjnene. Han er taknemlig for, at han fik overtalt sig selv til at søge hjælp.

 

Navnet er fiktivt og historien er baseret på fiktion og virkelighed.